Ægte demokrati forudsætter en fri presse
Tirsdag før påske var en skelsættende dag for beskyttelsen af mediefriheden i Europa. En dag som udkrystaliserede forskellen på holdningen til medier hos de politiske magthavere herhjemme og i EU. Det var dagen, hvor Det Europæiske Råd godkendte den nye forordning om mediefrihed, "Media Freedom Act". I sin beskrivelse af betydningen af mediefrihed skriver EU’s højeste politiske organ: "Ægte demokrati er ikke muligt uden frie medier, der gransker magthaverne". Og fortsætter: "Medierne er en central søjle i den magtdeling, der ligger til grund for et demokratisk styre." Den tirsdag før påske var en god dag. Det er betryggende, at Det Europæiske Råd er så klar i mælet. Og det er positivt, at også den danske regering støtter mediefrihedsforordningen – det var kun Ungarn, som stemte imod, så en alternativ dansk stillingtagen havde mildest talt været opsigtsvækkende. Heldigvis afspejler forordningen, at tidens stærke autoritære tendenser har styrket bevidstheden om, at demokratiet skal beskyttes. De mest klartseende politikere forstår samtidig, at det i tider som disse er essentielt at beskytte mediernes frihed. Og modvirke angreb på uafhængige medier. Jeg håber, at klarsynet i EU også smitter af på den danske mediedebat, som i lang tid – ikke mindst anført af regeringen – primært har handlet om, at medierne skader den demokratiske samtale - tilsat overvejelser om en stærkere regulering af dem. Det første er forkert. Det andet er farligt. Og ville være forkert. Det har jeg skrevet om i en kronik i Berlingske, hvor jeg opfordrer de danske politikere til at besinde sig og tænke sig godt om, før de indskrænker mediernes frihed. Det ægte demokrati er nemlig, som Rådet skriver, ikke muligt uden frie medier, der gransker magthaverne. Og selvom det ikke altid er lige rart for magthaverne at have pressen i haserne, er det værd at minde om, hvad den tidligere socialdemokratiske justitsminister og formand for Folketinget, Erling Olsen, engang sagde: "Det er smudspressen, der holder demokratiet rent". Min klare opfordring til danske politikere er, at de i stedet for at jagte de ansvarlige medier - som i øvrigt i Danmarks tilfælde ligger i den europæiske top, når det gælder borgernes tillid - burde bruge krudtet på at løse den reelle trussel mod den demokratiske samtale: den totale ansvarsløshed på de sociale medier. Med andre ord: lad ikke den politiske afmagt over for de store amerikanske platforme få afløb i reguleringstrang over for de ansvarlige danske medier. Det styrker hverken demokratiet eller løser det egentlige problem.