JP/Politikens Hus bliver medejer af Medicinske Tidsskrifter

JP/Politikens Erhvervsmedier investerer nu i markedet for sundhedsfaglig journalistik og overtager 30 pct. af ejerskabet i Medicinske Tidsskrifter.

De nuværende ejere og stiftere, Kristian Lund og Nina Vedel-Petersen, beholder de resterende 70 pct. og fortsætter uforandret i ledelsen og chefredaktionen for mediehuset.

Aftalen er første led i et generationsskifte, der forventes gennemført i 2025. Her overtager JP/Politikens Hus efter planen det fulde ejerskab af Medicinske Tidsskrifter.

”Det er en stor chance for vores virksomhed at få JP/Politikens Hus ind i ejerkredsen. Vi forfølger en offensiv strategi, og nu bliver det muligt at føre planerne ud i livet,” siger Kristian Lund, adm. direktør, redaktør og partner.

JP/Politikens Erhvervsmedier forfølger en nichestrategi, der matcher vores. Vi tror på de smalle medier, og den linje kan vi i samarbejde med en ny medejer udvikle yderligere også på nye markeder,” siger Nina Vedel-Petersen, redaktør og partner.

Medicinske Tidsskrifter blev etableret i 2015 og har siden opbygget en portefølje af digitale sundhedsfaglige nichemedier om medicinske specialer som f.eks. onkologi og neurologi. Medierne er annoncefinansierede og bringer nyheder til læger om medicin og behandlinger på de respektive områder. Dertil udgives Sundhedspolitisk Tidsskrift og Propatienter, der dækker bredere og på tværs af de medicinske specialer.

Mediehuset udgiver i alt 19 nyhedsbreve med tilhørende hjemmesider og beskæftiger 20 medarbejdere samt en række freelancere. Selskabet har de senere år skabt en betydelig organisk vækst og har senest lanceret tidsskrifter i Norge og Sverige som et led i en nordisk vækststrategi.

Strategien flugter med JP/Politiken Erhvervsmediers internationale ekspansion, der inkluderer aktiviteter i Skandinavien, Tyskland og England.

Vi er begejstrede over at blive en del af det forestående generationsskifte i Medicinske Tidsskrifter og er fulde af beundring over, hvad Kristian og Nina har bygget op på kort tid. Vi glæder os til samarbejdet og til at realisere de ambitiøse vækstplaner,” siger Anders Heering, direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier.

JP/Politikens Erhvervsmedier står bag en række B2B-medier, herunder Watch Medier, der udgiver mediet MedWatch om medicinal- og medico-industrien.

Om Medicinske Tidsskrifter

Medicinske Tidsskrifter udgiver i dag en række digitale medier: Medicinsk Tidsskrift, Kardiologisk Tidsskrift, Endokrinologisk Tidsskrift, Respiratorisk Tidsskrift, Dermatologisk Tidsskrift, Inflammatorisk Tidsskrift, Psykiatrisk Tidsskrift, Almen Praksis, Onkologisk Tidsskrift, Hæmatologisk Tidsskrift, Neurologisk Tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, MS Tidsskrift, Sundhedskultur.dk og Propatienter i Danmark. I Sverige udgiver mediehuset Onkologisk Tidskrift og Neurologisk Tidskrift, mens man i Norge står bag Onkologisk Tidsskrift og Nevrologisk Tidsskrift. En række af disse medier udkommer også som trykte magasiner.

Om JP/Politikens Erhvervsmedier

JP/Politikens Erhvervsmedier er forretningsenhed for JP/Politikens B2B-aktiviteter, der i dag rummer virksomhederne Watch Medier, MarketWire og Dezeen samt ejerandele i Infomedia (50 pct.), Dagbladet Børsen (49,9 pct.), Dagens Medicin (49,9 pct.) og LassoX (30 pct.).