Generelle retningslinjer

Rally Lydighed er en sport, hvor alle deltagere bør efterleve reglerne for den gode sportsmand både i og udenfor ringen. Stævner i Rally Lydighed viser nytten af hunden som menneskets ledsager og ikke kun hundens evne til at følge en angivet rutine i ringen.

A. Generelt
En ring til Rally Lydighed skal være mindst 12½ x 15 meter og højst 18 x 30 meter. En størrelse på 18 x 25 meter anbefales. Pladsen til banen skal være et areal på mindst 25 x 40 meter, der er jævnt og skridsikkert fx græsplæne, grus eller asfalt.  Underlaget skal være jævnt, skridsikkert samt uden huller eller knolde.

Benyttes der flere ringe, bør der være mindst 5 meter mellem disse ligesom telte skal placeres på højst to sider og mindst 5 meter fra ringsiden.

Stævner afholdes efter DGI´s gældende regler for Rally Lydighed og med en godkendt dommer fra DGI, DcH eller DKK. Stævnelederen står for afviklingen af stævnet, mens dommeren er ansvarlig for at reglerne overholdes. Ud over en dommer skal der bruges en tidtager ved hver ring, og der kan bruges en ringsekretær ved hver bane.

B. Deltagere
Hundene skal være fyldt 10 måneder. Øre- og/eller halekuperede hunde der ikke overholder dansk lovgivning kan ikke deltage. Stumphaleattest skal kunne fremvises, for de racer hvor det tillades. Tæver med hvalpe under 8 uger kan ikke deltage. For handicappede hunde skal føreren fremvise lægeattest til dommeren før gennemløbet.

1. Antal startende

Antallet af startende afhænger af antallet af baner til rådighed eller hvad arrangørerne angiver. En dommer kan højst dømme 15 gennemløb i timen og ingen dommer bør dømme mere end 45 gennemløb pr. dag.

NB: Der skal regnes med mindst 30 minutter før hver klasse til opsætning og gennemgang af banen.

2. Løbske tæver

Løbske tæver kan deltage i stævnet, men starter som den sidste i sin klasse og først når begynderklassen er afsluttet i den pågældende ring. Ejere (førere) af løbske tæver har pligt til - uden at medbringe tæven - at meddele arrangøren, om en tæve er løbsk før stævnets start. Løbske tæver skal holdes 10 - 15 meter fra banen, på en særlig anvist teltplads, indtil de skal starte gennemløbet.
 Banegennemgangen gennemføres sammen med de øvrige deltagere.

3. Forsikringer/vaccination

Hundeføreren skal kunne fremvise dokumentation for forsikring og vaccination/titertest (Hundesyge & Hepatitis). Er dette ikke i orden, kan den arrangerende lokalforening nægte at lade hundeføreren starte i stævnet.

4. Line, sele, dækken

Under gennemløbet skal hunden have retrieverline (line uden halsbånd), halsbånd og/eller sele og kan være iført et neutralt dækken.

Anti-trækseler er adfærdsregulerende; har hunden sele på, skal det være en sele, der bliver fæstet med karabin på ryggen og ikke brystet (begynderklassen). I begynder klassen skal hunden føres i en line, som skal være fastgjort i halsbåndet/selen eller være en retrieverline (line uden halsbånd). Hvis hunden skal have et dækken på under gennemløbet, skal dette godkendes af dommeren, og dækkenet må ikke bæres adfærdsregulerende. Godkendelsen af dækkenet foregår umiddelbart i forbindelse med banegennemgangen ved, at hund og dækken sammen præsenteres for dommeren. Dommeren vurderer dækkenet ud fra 3 kriterier: • Kan dommeren se hundens bevægelser. • Er dækkenet uden gene for hunden. • Beskytter dækkenet hunden mod vejrlighed inkl. køledækkener. Sko, sokker, solbriller, albuebeskytter og forbindinger er ikke tilladt på hunden.

5. Opførsel

Al utilbørlig kritik og nedsættende ytringer om en fungerende dommer, såvel som usømmelig omgangstone og anden overtrædelse af dette reglement, kan medføre fortabelse af retten til tildelt præmie samt eventuelt udvisning fra stævnet. Afgørelse herom træffes af dommeren/ konkurrenceleder.

6. En hund - flere hundeførere

Flere hundeførere kan godt gå til prøver/konkurrencer med den samme hund, blot skal følgende regler overholdes.
En hund kan kun deltage i samme stævne med én hundefører.
Oprykningsresultater følger hunden, der skal starte i samme klasse uanset hundefører.
Alle førere skal være tilmeldt en klub, som er medlem af DGI.

7. En fører - flere hunde

En fører kan godt deltage i et stævne med flere hunde. Der skal gøres opmærksom på dette ved banegennemgangen. Der skal tages hensyn til dette forhold når startrækkefølgen fastlægges, men føreren må ikke forsinke stævneafholdelsen.

8. En fører - sideløbende stævner

En fører kan godt deltage i et sideløbende stævne med sine hunde (lydighed eller agility). Der skal gøres opmærksom på deltagelsen ved banegennemgangen. Der skal tages hensyn til dette i startrækkefølgen, men føreren skal være stillet til start inden klassen er færdigbedømt og må ikke forsinke stævneafholdelsen.

9.  Oprykninger

Fra begynder- og øvetklassen skal oprykning til næste klasse ske, hvis teamet får et resultat på 100 point eller har opnået 90 point eller derover ved 3 stævner under mindst 2 forskellige dommere.

  • Oprykning fra begynderklassen kan ske ved at bestå 3 gange med mindst 70 point under mindst 2 forskellige dommere.
  • Oprykning fra øvetklassen kan ske ved at bestå 3 gange med mindst 85 point under mindst 2 forskellige dommere.
  • Fra ekspertklassen skal oprykning til næste klasse ske, hvis teamet har opnået 95 point eller derover ved 3 stævner under mindst 2 forskellige dommere.
  • Oprykning fra ekspertklassen kan ske ved at få et resultat på 100 point.

Rallyturneringer der løber over flere stævner

I turneringer, der løber over flere stævner kan der gælde specielle regler, fx at man stiller op i samme klasse året ud, for at der kan regnes turneringspoint korrekt.

10. Resultater og klasser fra DKK/ DcH

Hvis man har deltaget i rallyprøver hos DKK og/eller DcH og opnået oprykning (jf. pkt. 9), forventes det, at man stiller i den højere klasse til DGI-rallyprøver, dvs. at oprykninger tæller, uanset hvilket regi de er opnået i. Det forventes, at hund og fører stiller op på det højeste niveau, man har opnået hos enten DGI, DcH eller DKK. Der føres hos DGI ingen register over fører og hunds resultater eller niveau. Forekommer der klager over, at en fører stiller for lavt med sin hund, vil arrangørerne tjekke hund og førers opnåede resultater og flytte dem, hvis de stiller for lavt.

C. Springhøjder/-længder
Hundeføreren registrer selv den ønskede springhøjde via tilmeldingen.

Der kan vælges mellem højderne 15, 25 og 40 cm svarende til 15, 40 og 80 cm længdespring.

D. Lokalforeningens ansvar
Lokalforeningens bestyrelse har ansvaret for, at hund og fører stiller op i den klasse, hvor de hører hjemme. Lokalforeningen har ansvaret for, at hunde, der sendes til konkurrence, ikke er til fare for de personer og hunde, der er til stede.