Laura Ringo: Stine Pilgaard har skrevet den perfekte bog mod kærestesorger

Min mor siger mange ting, men Stine Pilgaards Min mor siger siger endnu mere. Jeg læste bogen første gang for seks somre siden. Udenfor var der hedebølge, men jeg blev indenfor med nattøj på og læste. For jeg havde lige slået op med min kæreste.

Min mor siger er en sjov bog om kærestesorger. Den tager dig kærligt i hånden, når du ligger med selvynk på din sofa med fingrene lidt for langt nede i chipsposen i et bad af indtørrede Kleenex, og lover dig, at ingen hjerter er så knuste, at de aldrig bliver forelskede igen.

»Hun taler om at vi er to forskellige steder i vores liv. Jeg siger at vi er præcis samme sted, at jeg står lige foran hende i vores stue, at hun skal lade være med at bruge rummetaforer.«

Så humoristisk beskriver Stine Pilgaard noget så trist som et kærlighedsbrud. Her starter bogen. Hovedpersonen, vores heltinde som hun kaldes i romanen, bliver forladt.

Min mor siger består af to slags tekster. De ene del, den sjove, består af skægge og skarpe dialoger mellem vores heltinde og de mennesker, hun møder. Den ene er lægen, der fortæller hende om hippocampus, som sørger for at overføre erindringer fra korttids- til langtidshukommelsen. Den del af hjernen er formet som en søhest, og vores heltinde mener, at hendes søhest må være særlig stor, og at hun derfor har svært ved at komme videre efter sit breakup.

Den samtale føder den anden slags tekster i bogen. De poetiske og nostalgiske. De hedder Monologer fra en søhest. Her fortæller vores heltinde, hvordan hun forestiller sig, at alle hendes ekskærester bor i hendes krop. I hendes hjerte er der et museum, hvor ekskæresterne er udstillet som skulpturer i præcis den position, som hun husker dem bedst. Og i hendes mellemgulv er der et diskotek, hvor de danser rundt og disser hendes musiksmag.

Et kærlighedsbrud er smertefuldt. Men da jeg læste Min mor siger, fik jeg også øje på alt det fine ved det. For når man har kærestesorger, forvandler ens familie og venner sig til superhelte. De hjælper med husly som heltindens far, der finder plads til hende på sin præstegård. Og senere sørger ejendomsmæglermoren for et nyt sted at bo til hende.

Veninden Mulle trasker Den Gamle By tynd sammen med vores heltinde, køber candyfloss til hende, agerer hendes spindoktor og angriber bruddet som en politisk kamp, hvor det handler om at lægge den rigtige taktik. »Hader vi hende eller hader vi hende ikke?« spørger Mulle. Og sådan stiller vores venner sig til rådighed, når vi forlader nogen eller bliver forladt. De er altid på vores side.

Min mor siger er også den bog, som har haft størst indflydelse på mit forfatterskab. Da jeg læste den, havde jeg i mange år drømt om at skrive, ligesom man kan drømme om at spille musik, selv om man ikke engang har besluttet sig for et instrument.

Jeg ville skrive, men jeg vidste ikke hvordan. Min mor siger var et nyt instrument, jeg ikke kendte. Det var humor og dialoger i en særlig varm tone. Måske en slags banjo. Det var sådan, jeg ville skrive. Jeg havde endelig fundet mit instrument. Da jeg havde læst sidste side af romanen, lagde jeg nattøjet i skuffen, tog rigtige bukser på og begyndte at skrive på det, der blev til min debutroman.

Min mor siger er en bog, jeg er vendt tilbage til, hver gang mit hjerte er blevet knust. Den er den perfekte kur mod kærestesorger. Men jeg finder den også frem, når jeg bliver i tvivl om, hvordan man spiller banjo.