Gå til hoved-indhold
08. november 2011 - kl. 13.11

Event-koordinator med mange planer i Skagen

  • 1 af 3
    FOTO: Allan Jensen
  • 2 af 3
    FOTO: Allan Jensen
  • 3 af 3
    Allan Jensen ser store udviklings- og samarbejdsmuligheder i Skagen.
Af: Kanal Frederikshavn

Allan Jensen fra Skagen får snart papir på, at han har uddannet sig til event-koordinator. Hans store mål er at gennemføre flere aktiviteter i Skagen for børn og unge samt for turister, som ønsker en mere aktiv ferie.

Nordstrands Auto i Skagen har allerede benyttet sig af Allan Jensens kvaliteter som event-arrangør. Indehaver Jan Lassen havde bedt skagboen Allan Jensen om at stå for arrangementet, da Dinitrolcenter Nordstrand skulle indvies. Allan fik lov til at bruge arrangementet som sin afsluttende projekt-fagprøve. Allan afleverede først en skriftlig rapport omhandlende alt fra event-ide, over markedsføring til økonomi. Mandag skulle han så forsvare rapporten på EUC-Nord i Hjørring, hvor han har fået eneundervisning i hele perioden, da uddannelsen er forholdsvis ny.

Jan Lassen fortæller:

- Da jeg sidste år deltog i bilparaden ved den store Sct. Hansfest, som Allan arrangerede på Ankermedets Skole, var jeg ikke i tvivl om, hvem der skulle stå for mit arrangement. Allan tør tænke meget anderledes, og intet bliver overset. Jeg kan kun varmt anbefale Allan, hvis man ønsker at få gjort opmærksom på sit firma, eller medarbejderne trænger til at blive rystet sammen.

Jan og Allan havde indgået et væddemål: Hvis Allan "kun" fik et 10-tal, skulle han give lagkage. Men hvis det blev et 12-tal, måtte Jan selv investere i kagen. Arrangementet har været rigtig godt for Jan Lassens firma, og skagboerne har bakket flot op. Der er stor efterspørgsel på undervognsbehandlingerne, og kunderne er glade for firmaets to gratis lånebiler.

Allan mangler nu blot et skoleforløb på i alt fire uger i henholdsvis Kolding og Frederikshavn. Forløbet strækker sig hen over foråret på grund af de få elever på uddannelsen. Han er dog i fuld gang med at nedskrive de mange projekter og events, der aldrig er prøvet i Skagen før, da han godt kunne tænke sig noget mere udvikling i byen.

- Vi mangler i høj grad aktiviteter for børn og unge, men også for gæster, der gerne vil have en mere aktiv ferie. Sidegevinsten er flere lokale arbejdspladser, fortæller Allan Jensen, som ser store udviklings-og samarbejdsmuligheder Kulturhus Kappelborg, Skagen Turistforening, Skagen Handelsstandsforening, Skagen Havn, Skagen Oddecenter, hotellerne og mange flere.

- Nu mangler jeg blot en arbejdsgiver eller en fremsynet investor, så vi kan komme i gang. Gerne med at opføre et event-center, ikke et tivoli, smiler Allan Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...